En guide til perioderne - Fransk Brocante
Vi har lavet en lille introduktion til de vigtigste perioder, du ofte møder i fransk brocante. At kende perioderne gør det lettere at forstå de forskellige genstandes udtryk – og hvordan de kan kombineres i den moderne indretning.
Hver tidsperiode har sit eget formsprog, sine materialer og sin måde at forstå skønhed og funktion på:
- Belle Époque for stemning og romantik
- Art Nouveau for kunstnerisk karakter
- Art Deco for ro, struktur og elegance
Det smukke ved fransk brocante er, at perioderne kan leve side om side. Et Art Deco-fad kan stå perfekt sammen med en ældre champagnekøler fra Belle Époque – netop fordi de deler kvalitet, håndværk og historie.
Belle Époque (ca. 1870–1914)

Belle Époque – den smukke tid – var en periode præget af økonomisk fremgang, kulturel blomstring og en stærk tro på fremtiden. Det afspejles tydeligt i tidens genstande og i arkitekturen. Eiffeltårnet blev opført i denne periode, ligesom Galeries Lafayette og Sacré-Cœur blev påbegyndt – sidstnævnte dog først indviet efter 1. verdenskrig.
Belle Époque var kendetegnet ved elegance frem for funktion, ofte med et romantisk og dekorativt udtryk, skabt til brug ved sociale sammenkomster og formelle anledninger.
Mange af de brocante-objekter, vi ser i dag fra perioden, er blandt andet champagnekølere med blomsterornamentik, fajance og serveringsfade med florale dekorationer samt fattigmandslysestager og andre dekorative brugsgenstande.
Art Nouveau (ca. 1890–1910)

Art Nouveau overlapper tidsmæssigt med Belle Époque, men har sit helt eget udtryk, hvor naturen er omdrejningspunktet. Udtrykket er mindre dekorativt i klassisk forstand og i stedet mere kunstnerisk og skulpturelt.
Her ser man eksempelvis champagnekølere dekoreret med vinranker og drueklaser frem for blomster, lysestager med organiske, flydende former og mange metalgenstande med reliefdekorationer inspireret af planter og naturens bevægelser.
Art Nouveau betegnes i højere grad som en stilart frem for en periode. De brocante-objekter, vi forbinder med stilen, er ofte kendetegnet ved en stærk sammenhæng mellem form og funktion samt mere asymmetri end i Belle Époque-udtrykket.
Art Deco (ca. 1920–1939)
Art Deco markerer et tydeligt brud med det bløde og organiske og bevæger sig i en mere arkitektonisk og moderne retning.

Perioden er kendetegnet ved stramt design, symmetri og geometriske former. Her er form vigtigere end dekoration, hvilket skaber et markant opgør med Belle Époque-stilens ornamentik.
Fra denne periode stammer blandt andet champagnekølere og isspande med glatte flader og riflede håndtag, serveringsfade med mere kantede former og inden for fajancen ses grafiske dekorationer. Også pletsølv i enkle og rene designs er typisk for Art Deco og betragtes i dag som tidløst – netop fordi objekterne passer naturligt ind i det moderne hjem.
Efter Art Deco bevæger formsproget sig mod en mere funktionel og enkel æstetik, hvor brugsværdi og materialekvalitet er i centrum. Mange genstande fra efterkrigstiden fungerer i dag som rolige modstykker til tidligere perioders mere dekorative udtryk.
God brocante-jagt
Blandt de navne, man ofte møder i fransk brocante, er Christofle – grundlagt i 1830 og aktiv gennem flere stilperioder – samt Félix Frères, der især knytter sig til Belle Époque og den tidlige Art Nouveau.
Indenfor fransk fajance fra 1800- og begyndelsen af 1900-tallet er det Lunéville, Saint-Amand og Badonviller som afspejler tidens stilskift fra romantisk Belle Époque til mere grafiske udtryk frem mod Art Deco.
Uanset om du tiltrækkes af Belle Époques romantik, Art Nouveaus organiske linjer eller Art Decos rene former, rummer hver periode objekter med historie, håndværk og karakter. Det er netop disse kvaliteter, der gør fransk brocante nem at integrere i et moderne hjem.
Mange af de genstande, vi har beskrevet her, findes i vores sortiment – klar til at blive brugt, kombineret og givet nyt liv i dag.