À Lundi! - Ses vi på mandag?!

I Sydfrankrig har man en lidt anden tilgang til aftaler, end vi har i Danmark – tid er, mildt sagt, et meget fleksibelt begreb.

Hvis vi i Danmark er inviteret til drinks kl. 16, så kommer vi kl. 16. Skulle vi mod alle odds være forsinkede, er det oftest på grund af trafikken, et defekt tog eller noget andet, der med sikkerhed ikke er vores egen skyld.

Men i Sydfrankrig… der opstår en helt særlig form for sød panik, hvis du møder op til tiden. For kl. 16 er ikke kl. 16 – det er “efter 16” og tidligst 16.30.

Vi har prøvet at komme til tiden hos nogle venner. De var der bare ikke. Faktisk var de ikke engang kommet hjem endnu. De dukkede op 20 minutter senere, lettere forbløffede over, at vi rent faktisk var kommet til tiden. Vi har grint meget over det kultur-clash siden. 

En anden livsrytme

Det samme gælder håndværkere – dog med endnu mere poetisk frihed. De arbejder ikke med specifikke klokkeslæt. Det hedder ofte à demain (på papiret: i morgen) eller, når de går på weekend, er beskeden à lundi (på mandag). Og her begynder det franske tidseksperiment for alvor. For hvilken mandag? Den kommende mandag? Den næste mandag? Eller den mandag, hvor han lige føler for det?

Man lærer hurtigt, at à demain snarere betyder “på et tidspunkt i nær fremtid – måske”.

Det handler dog hverken om dovenskab eller respektløshed. Det handler om rytme. En livsrytme, der ikke måles i minutter, men i stemning, sol og samtaler. Aftaler er ikke løfter – de er intentioner. Man vil hjertens gerne komme og trække de ledninger eller drikke den aperitif – men det skal også passe ind i dagens flow, vejret og, hvis vi skal være helt ærlige, humøret.

Til gengæld, når man mødes, så er der tid. Masser af tid. Ingen kigger på uret eller telefonen. Man sætter sig, nyder solen, snakker om alt og ingenting, og det hele føles pludselig meget rigtigt. For i Sydfrankrig betyder nærvær mere end effektivitet – og man må gerne blive lidt længere end planlagt. Aperitiffen ender ofte også med middag og samtaler til langt ud på aftenen.

Det kræver sin tilvænning, når man er vant til den danske mentalitet hvor man kommer til tiden og overholder en aftale. Så et godt råd er, aldrig forbered varm mad til et bestemt tidspunkt. Og hæld aldrig isterningerne i drinken, før gæsterne faktisk er ankommet – de er smeltet, længe før nogen dukker op. Og man fortynder bestemt ikke sin aperitif hernede. Det ville nærmest være en kulturel fornærmelse.

Når man handler ind, er tid bestemt heller ikke noget, man går op i. Alle accepterer, at det kan tage meget lang tid at komme igennem kassen. Varerne skal pakkes, der skal hyggesnakkes, måske udskrives en check (ja, de bruger stadig checkhæfter!), og så skal der snakkes lidt mere. Ingen tripper eller sukker højlydt bag dig i køen – alle tager det, som det kommer.

Reglens undtagelse

Det eneste tidspunkt, hvor tid pludselig får betydning, er når mødrene skal hente deres børn. Tid eksisterer måske ikke resten af dagen – men når de først opdager, at klokken er blevet mange, sker der noget helt særligt.

Billedlig talt, starter der en symfoni af storrygende, små gamle Renault 5'ere, der suser gennem byen i højt tempo, mens der gestikuleres og bandes på ægte fransk manér. Det går stærkt! 

Selv den mindste rundkørsel omdannes til den flersporede rundkørsel ved Triumfbuen. Her gælder jungleloven - hver mand for sig! 

Men det gode er, at børnene er vokset op med det. For tid på en parkeringsplads er heller ikke et fast begreb. De ved godt, at mor nok lige skal snakke lidt, ryge færdig eller vende bilen tre gange, før de kører hjem.

Vi når det nok!

Man lærer hurtigt ikke at tage det personligt, hvis folk kommer for sent, eller hvis “i morgen” bliver til “på torsdag” og så måske “næste uge”. Det hele går nok. Så længe man har vin, tålmodighed og humor, så lærer man også langsomt at alt nok skal ske - bare ikke nødvendigvis på det tidspunkt man som dansker havde planlagt.