Confitkrukker - ægte eller reproduktion

Confitkrukker - ægte eller reproduktion

Confit-krukker - fransk autenticitet

Confitkrukker i indretningen

Der er noget helt særligt ved krukker - uanset størrelse, er det noget af det mest taknemmelige at indrette med. 

Det handler i høj grad om kontraster. Mange moderne hjem er fyldt med glatte overflader, skarpe kanter og masser af glas og metal. At bringe en krukke ind med organiske og runde former, bløder det hele lidt op. 

Hvis der er én type krukke, der skiller sig ud ved at være ufattelig smuk og som har stjålet mit hjerte (sammen med Martres-Tolosanes krukken), så er det den sydvestfranske klassiker; den gul eller grønglaserede confitkrukke eller pot à graisse, som den også kaldes. 

Under Krukker på vores shop er samlet lidt flere informationer omkring oprindelse mm. - dette indlæg handler om hvordan du ser om det er en ægte confit-krukke, du har fundet eller en nyere kopi.  

Ægte eller kopi?

Er det ikke ligegyldigt om det er efterligninger eller reproduktion, når de bruges i indretningen? Jo, det er det i princippet - det er jo hvordan krukken spiller sammen med resten af indretningen. Men pris bør hænge sammen med autenticitet og værdi.

De oprindelige confitkrukker holder deres værdi - og en antik krukke stiger ofte i pris når udbuddet falder.  

Med den høj efterspørgsel på en krukke, som efterhånden bliver sværere og sværere at finde, bliver folk kreative. Reproduktioner/efterligninger begynder at dukke op - desværre ofte til samme prisniveau som de originale. 

Så hvis du vil have fat i en ægte antikvitet, får du her mine bedste tips til hvad du skal kigge efter.

Glasuren

Gammel ujævn confit-krukke

Når vi taler glasur, er både form og struktur interessant.

På de ægte confitkrukker er glasuren ofte løbet lidt ned ad siden (fordi de blev dyppet i hånden). Endnu vigtigere er de små revner, der er opstået i glasuren (craquelures) gennem årene, hvor leret og glasuren har arbejdet under forskellige temperaturer.

Krakeleringerne på gamle krukker er uregelmæssige og følger formen. De kan være fine nogle steder og grovere andre, alt efter spændingen i leret. På en høj krukke vil krakeleringerne ofte løbe lodret. Kunstig krakelering er typisk meget mere ensartet over hele overfladen.

Samtidig har de naturlige revner fået misfarvning fra årtiers fedt og snavs i forskellige lag. Det gør, at nogle krakeleringer er mørke og andre lysere. På kopier bruger man ofte et ensartet farvestof, der gnubbes ind i de kunstige revner, hvilket giver en for pæn og ensartet "patinering".

Bunden

Bunden af en confitkrukke

Man kan dele bunden op i to: selve undersiden og den nederste, uglaserede del.

Undersiden: Da krukkerne er hånddrejede, har undersiden en vis råhed. Man kan ofte fornemme cirklerne eller mærkerne fra dengang, de blev skåret fri fra drejeskiven med ståltråd.

Farven på undersiden vil have en andnen nuance end selve krukkens uglaserede del, da den har stået på jord- eller stengulve og opsuget fugt og støv.

Mange krukker har også afslag på foden, netop fordi de er blevet sat (til tider hårdt) på stengulve. 

Den uglaserede del: Den nederste del af krukken er altid uglaseret. Det skyldes, at krukkerne blev gravet ned i den kølige jord i kælderen for at konservere fedtet og kødet indeni. Kig efter kanten, hvor glasuren stopper; den er ofte ujævn, og det rå ler her vil syne "mættet" og mørkere.

Slidtage / patina 

En confitkrukke, der er over 100 år gammel og har været aktivt brugt i madlavningen, vil have små skår og afslag. Nogle af de mest afslørende steder er:

Confitkrukker - Fransk Brocante

Ørerne (hankene): På antikke krukker er de sat på i hånden og er derfor ofte asymmetriske. En hurtig test med en tommestok kan afsløre, om krukken er lavet i en perfekt, symmetrisk støbeform eller ved håndkraft.

Kanten: Toppen blev oprindeligt forseglet med stof og stram snor. Derfor ser man ofte små afskalninger langs kanten og lige under kanten. Hvis kanten er snorlige og perfekt, har den sandsynligvis aldrig set et fransk landkøkken.

En hurtig test på slidtagen er, at køre fingeren henover - hvis afskalninger, skår mm føles bløde og "afrundede", er det tegn på naturlig slidtage over mange år. Er de skarpe, er de sandsynligvis nyere. 

Jeg håber, guiden hjælper dig i jagten på din næste confitkrukke og du er velkommen til at komme forbi vores butik på Smallegade 28, 2000 Frederiksberg og se vores udvalg. Det er ikke alle confitkrukker vi har online på webshoppen. 

Tak fordi du læste med :)

Tilbage til blog